Udvisningsdømte giver en ændret hverdag

I 2018 skal Ringe Fængsel på Fyn omdannes til udvisningsfængsel, og skal huse de udenlandske indsatte, som skal udvises af landet efter endt afsoning.

Senest ved årsskiftet 2018/2019 vil cellerne i Ringe Fængsel have fået nye indsatte. Det fynske fængsel er udset til i fremtiden at være fængsel for udvisningsdømte udlændinge.

”Nu er vi i gang med overvejelserne om, hvordan det skal foregå,” siger institutionschef Lars Skjødt Vinther fra Ringe Fængsel. ”De udvisningsdømte skal ikke mere have samme resocialiserende tilbud som andre indsatte, og så er det mere effektivt at samle dem, der ikke skal det, ét sted. Et udvisningsfængsel skal selvfølgelig også have aktiviteter. Det er nødvendigt for at opretholde ro og orden, men fængslet skal ikke have aktiviteter som et almindeligt fængsel.”

Ringe blev oprettet i 1970’erne som lukket ungdomsfængsel og er fortsat i dag særligt for unge mellem 18 og 25 år, men har også en behandlings- og en kvindeafdeling. Der er 86 pladser.

Beslutningen om at etablere et egentligt udvisningsfængsel i Ringe betyder, at der skal arbejdes med mange planer samtidig. Der skal findes nye placeringer til de nuværende indsatte, lokalerne skal udnyttes anderledes, en ny hverdag skal planlægges, og personalets sammensætning skal ændres.

”Vi har jo altid haft de unge indsatte, som krævede en særlig indsats, og personalet har en stor interesse for og er meget dygtige til relationsarbejde,” siger Lars Skjødt Vinther. ”De har en helt særlig tilgang til de unge, og opgaven bliver jo en anden nu. Vi ved også, at opgaverne for en del af det civile personale vil falde væk uden det resocialiserende arbejde. Vi skal gennemføre en ordentlig proces, så flest muligt finder andet spændende arbejde i Kriminalforsorgen.”

Samtidig skal en helt ny hverdag med en ny type indsatte beskrives og planlægges. De udvisningsdømte skal arbejde, eftersom der er beskæftigelsespligt i danske fængsler. Dermed skal der findes opgaver til værkstederne, og imens skal personalet forberedes på den nye opgave. Men Lars Skjødt Vinther er ikke bekymret:

”Der bliver et andet indhold i arbejdet, men erfaringerne fra udvisningsafdelingerne viser som udgangspunkt, at der generelt er et lavt konfliktniveau med de udenlandske indsatte. Jeg regner med, at vi kun får kategori 3-indsatte, så de mest problematiske af de udvisningsdømte forbliver i de store lukkede fængsler. Meget er stadig i idefasen, men vi kender retningen, og vi ved, hvornår vi skal være færdige, så den opgave klarer vi også i Ringe.”

Kilde: Kriminalforsorgen

Vær den første til at kommentere

Skriv et svar