Nyt våben mod mobiltelefoner og narkotika

Mobiltelefonerne bliver mindre og mindre, og kreativiteten ved indsmugling af narkotika i fængslerne bliver større og større.

Derfor øger kriminalforsorgen indsatsen mod indsmugling og besiddelse af ulovlige genstande i fængslerne. Det næste år forsøger Vestre Fængsel sig med en røntgenscanner, som personalet kan anvende på indsatte og deres besøgende ved konkret mistanke om, at de skjuler ulovlige genstande.

Det er især mobiltelefoner, der er i søgelyset, og forsøget er en del af Justitsministeriets tiltag mod mobiler i fængslerne.

’Super tiltag’
Én af dem, der til daglig undersøger indsatte og besøgende i Vestre Fængsel, er fængselsbetjent Sisse.

”Jeg tror, at der foregår mere indsmugling ved hjælp af kroppen, end vi lige opdager,” siger Sisse, der har været betjent i Vestre Fængsel i 16 år.

Sisse er tilbage på skolebænken, hvor hun sammen med 10 kolleger fra Vestre Fængsel er på kursus i brugen af den nye røntgenkropscanner.

”Jeg har tit en mistanke om, at besøgende har noget ulovligt i kroppen, men hvor det er svært at stille noget op. Det ændrer den her scanner jo fuldstændigt. Jeg synes, at det er et super tiltag,” siger Sisse.

Skaber tryghed
I kriminalforsorgens sikkerhedsafdeling, Koncern Sikkerhed, ser man et stort potentiale i redskabet i forhold til at finde ulovlige genstande gemt i kroppen.

”Vi forventer, at anvendelsen af røntgenscanning vil øge vores muligheder for at finde ulovlige genstande gemt i kroppen. Vi har nu mulighed for at underbygge vores mistanke ved brug af røntgen og har hermed et nyt redskab indsatsen mod indsmugling af ulovlige genstande,” siger Ken, sikkerhedskonsulent i Koncern Sikkerhed.

Ken tror også på, at scanneren kan have en anden vigtig effekt for betjente og indsatte:

”Ligeledes vil muligheden for røntgenscanning have en forbyggende effekt og bidrager til at øge sikkerheden og trygheden i Vestre Fængsel”.

Den nye scanner vil også blive anvendt til stikprøver af indsatte, hvis de er placeret i en afdeling med skærpet sikkerhed, og hvor der er særlig høj risiko for besiddelse af ulovlige genstande.

Ingen sundhedsrisiko
Med den nye røntgenscanner følger stråling af indsatte og besøgende, når scanningen bliver foretaget. Som et led i kurset er Sundhedsstyrelsen derfor forbi med et oplæg om stråling.

Strålingen vækker lettere bekymring hos betjentene, og flere spørger ind til helbredsrisikoen ved at benytte scanneren.

”Der er ingen sundhedsskadelig risiko, når man følger retningslinjerne”, gør den udsendte fra Sundhedsstyrelsen klart.

”Strålingen ved en scanning er mindre end et røntgenbillede ved tandlægen eller en flyvetur tur/retur til Malaga,” følger Ken op.

Den gør et godt arbejde
Kursets deltagere er den anden gruppe af fængselsbetjente i Vestre Fængsel, der uddanner sig til røntgenoperatører. Tidligere på året gennemførte den første gruppe kurset, og med den nye gruppe er 25 betjente i fremtiden klar til at foretage røntgenscanninger.

Og betjente fra den første gruppe har allerede ved mistanke gennemført to scanninger af besøgende til indsatte, siden maskinen blev taget i brug den 1. april.

”Den gør et rigtig godt stykke arbejde,” fortæller Henrik, mens han peger på den to meter høje, grå maskine. Han blev uddannet med det første hold, som han er supervisor for.

Henrik har arbejdet i Vestre Fængsel i 23 år, og han ser gode muligheder i den nye maskine.

”Jeg ser den som et meget brugbart redskab. Den giver os markant bedre muligheder for at finde mobiler og narkotika,” siger Henrik.

Forsøget med røntgenscanneren kører i Vestre Fængsel frem til den 31. marts 2019.

Kilde: Kriminalforsorgen

Vær den første til at kommentere

Skriv et svar