Flugtkonge Mogens ”...
 
Del:
Notifications
Clear all

Flugtkonge Mogens ”Nivå” Pedersen er død


Birdman
(@birdman)
Medlem Admin
Tilmeldt: 4 år siden
Indlæg: 143
Topic starter  

Flugtkonge Mogens ”Nivå” Pedersen er død

Den berygtede vaneforbryder Mogens "Nivå" Pedersen er død. Han døde 25. december i en alder af 71 år.

Det fremgår af oplysninger fra Folkeregistret, skriver Ekstra Bladet.

Mogens "Nivå" Pedersen har brugt over 20 år af sit voksne liv i fængsel for blandt andet narkohandel og bankrøveri, og i 2015 fik han en dom for ulovlig våbenbesiddelse, fordi han blev taget med en skarpladt 9 millimeters pistol på sig.

Våbenbesiddelsen kostede ham en dom på halvandet års fængsel.

De seneste år har man ikke hørt meget om ham, på trods af at han var et kendt navn i kriminelle kredse i 70'erne, 80'erne og 90'erne.

Tilnavnet "Nivå" fik Mogens Pedersen i 1971 efter et opsigtsvækkende landevejsrøveri mod en pengetransport i Nivå i Nordsjælland.

Han var ifølge Nordjyske blot 21 år gammel, da han udførte røveriet mod pengetransporten fra Handelsbanken. Den var på vej med løn til ansatte på fabrikken Teknova i Nivå, da specialarbejderen Mogens Pedersen slog til.

Det var hans efterfølgende store pengeforbrug, der var med til at afsløre Mogens "Nivå" Pedersen. Siden er han også dømt for flere tilfælde af narkohandel.

En mønsterfange har han dog ikke været. Flere gange forsøgte han at bryde ud af fængslet - nogle gange med succes. En af gangene brækkede han benene på vej over muren ved Horsens Statsfængsel.

Vaneforbryderens mange flugter og forsøg på samme var - sammen med Kai Andersen, en anden røveridømt flugtfange - den direkte årsag til, at Kriminalforsorgen i 1990 indrettede såkaldte superceller, skriver Nordjyske.

Supercellerne var tiltænkt folk, som var dømt for farlig kriminalitet og havde forsøgt at flygte ved at bruge våben eller andre farlige genstande.

De blev indført, efter at Mogens "Nivå" Pedersen, Kai Andersen og to andre medfanger stak af fra Statsfængslet i Vridsløselille den 14. september 1988.

Mogens "Nivå" Pedersen blev fanget efter nogle dage på fri fod.

Kilde: Kristeligt Dagblad


Citer