Undersøgelse af vold og trusler mod fængselsansatte

Et nyt forskningsprojekt skal analysere og kortlægge udviklingen af vold og trusler mod frontpersonalet i Kriminalforsorgen. Første delrapport forventes klar til foråret 2018.

Igennem to år vil et forskningsprojekt analysere og kortlægge udsathed og tryghed for frontpersonalet i Kriminalforsorgen. Det sker i tre etaper, hvor første del, der handler om udviklingen af vold og trusler mod personalet i Kriminalforsorgen de seneste ti år, forventes klar til foråret 2018.

”Kriminalforsorgens frontpersonale løser hver dag en vigtig opgave for vores alle sammens tryghed og sikkerhed. Det skal de selvfølgelig kunne gøre uden selv at blive udsat for vold og trusler. Fængsler kan selvfølgelig være et hårdt miljø at arbejde i. Derfor er det vigtigt at få mest mulig viden om, i hvilke situationer personalet udsættes for vold og trusler, og hvad årsagerne kan være. Viden, som vi kan bruge til at skabe et mere trygt arbejdsmiljø for vores ansatte,” siger Kriminalforsorgens direktør Thorkild Fogde.

Hvad udløser en voldsepisode mod ansatte?
Anden del af undersøgelsen handler om årsager til vold og trusler samt identificering af risikosituationer. Her skal det undersøges, hvorfor de enkelte episoder opstår. Det kan hjælpe med at identificere de situationer, der udgør en særlig risiko for personalets sikkerhed.

Analysen vil tage udgangspunkt i alle volds- og trusselepisoder, der er registreret i løbet af et år. Der vil blive lagt særlig vægt på at undersøge, i hvilke sammenhænge episoderne opstår, og hvordan de udvikler sig.

”Der er mange sager, vi skal analysere. Og vi skal rundt og interviewe en del. Men det er en spændende og meget vigtig opgave. Vi vil løbende fremlægge resultater fra analysen af episoderne i løbet af 2018,” fortæller enhedsleder Hans Monrad Graunbøl, som står for undersøgelsen.

Hvordan ser offer og gerningsmand ud?
I den sidste del af undersøgelsen vil der blive lavet profiler af både de indsatte, der har begået overgreb, og de ansatte, der har været udsat for vold eller trusler. Formålet med den del af undersøgelsen er at få mere viden om risikoprofiler – både hos ansatte og indsatte.

Det nye forskningsprojekt ligger i forlængelse af en række undersøgelser af de indsattes udsathed for vold og trusler, som Kriminalforsorgen har foretaget gennem de senere år. Den seneste blandt dem er Indsattes tryghed og risikofaktorer, som undersøger de indsattes oplevelse af tryghed i Kriminalforsorgens institutioner. Den viser blandt andet, at et godt forhold til fængselsbetjentene har stor betydning for, at indsatte selv føler sig trygge i fængslet.

Læs nærmere på:

Vær den første til at kommentere

Skriv et svar