Gud hitter bag fængslernes mure

Mens flere og flere danskere melder sig ud af folkekirken, er populariteten i fængslerne helt anderledes.

I fængslerne er der ikke bare stuvende fuldt til gudstjenesterne, men også ofte lange ventelister til at deltage i kirkegang, bibelstudiekredse og meditationsgudstjenester.

– I går havde jeg en stillegudstjeneste i Vestre Fængsel, hvor der grundet sikkerheden kun måtte være 12 deltagere. Der var allerede 16 på ventelisten længe før gudstjenesten, og sådan er det altid efterhånden. Til vores ugentlige gudstjeneste kan der være omkring 100 på venteliste, siger Erik Asbjørn Adrian, der i snart 12 år har været fængselspræst i flere af Københavns fængsler.

I den danske befolkning kan det for de fleste tælles på én hånd, hvor ofte vejen lægges forbi en kirke.

En fængselskirke skiller sig noget ud fra de kirker, som du nok kender.

Kirkekoret består for eksempel udelukkende af indsatte og bliver kaldt et fangekor. Bagerst i kirkerne sidder der næsten altid nogle fængselsbetjente, der er klar til at slå til, hvis der skulle opstå ballade, og alle deltagere har været igennem et sikkerhedstjek, inden de må være med.

Fængselspræsterne har en særstatus i fængslerne, fordi de ikke er en del af systemet, som for eksempel vagterne er. De er mulige at skabe en relation til, og det er en af grundene til deres store popularitet.

– Når du møder en uniformeret medarbejder, der beder dig om at aflevere pis-prøver, og som visiterer dig, så er det lidt svært at opbygge en relation til dem. Sådan er det ikke med præsterne. De møder dig i øjenhøjde, når du er allermest sårbar.

Læs nærmere på: Ekstra Bladet

Vær den første til at kommentere

Skriv et svar